Skrevet af Dr. Jo Maddocks, Overpsykolog
Dette er den tredje blog i en serie på i alt fire, hvor jeg diskuterer de fire stadier af forandring og robusthed (fra PSI Trivsels-cyklus) i forhold til COVID-19-pandemien og lockdown. I den første blog diskuterede jeg vores første overlevelsesreaktion på pandemien. I den anden blog diskuterede jeg, hvordan vi tilpasser os til forandringer og modgang, og i denne blog vil jeg diskutere Gendannelses-stadiet, og hvordan vi kan komme tilbage fra et tilbageslag i livet.
I Gendannelses-fasen oplever vi ofte følelser af frustration, kedsomhed og vrede. Hvis de håndteres korrekt, kan disse følelser være nyttige, da de motiverer os til at ændre vores omstændigheder. De kan også være med til at afsløre nogle af vores skjulte styrker såsom beslutsomhed, mod og opfindsomhed. Alt sammen er vitale egenskaber, hvis vi skal komme os over den situation, som vi står i, og komme tilbage til, hvor vi befandt os, før krisen begyndte.
Alle følelser er nyttige og har faktisk et evolutionært grundlag. Følelsen af vrede stammer eksempelvis fra en følelse af uretfærdighed og giver os energi til at rette op på en situation og støtte op omkring os selv. De fleste sociale forandringer og fremskridt i et samfund ville ikke være sket uden, at denne følelse var til stede. Hvis vi ønsker at komme videre fra Tilpasnings-fasen, er det nødvendigt at blive galvaniseret til handling, at længes efter forandring og faktisk at ønske et andet resultat. Uden dette ville vi simpelthen være nødt til at acceptere status quo og være resigneret over for vores skæbne. Den menneskelige natur er imidlertid ikke bygget op på denne måde. Mennesker er prædisponerede for progression og avancement fra fødslen. Vi bliver hurtigt rastløse eller ophidsede, hvilket presser os videre til at søge løsninger på vores problemer og forbedre vores forhold.
Gendannelse fra pandemien har dog mange sider – fysisk, følelsesmæssig, det interpersonelle aspekt samt økonomisk set, som alt sammen har en indvirkning på vores psykologiske tilstand. Nogle forudser, at organisationer vil kunne vende tilbage fra pandemien, mens andre siger, at det vil tage år at komme sig og med uundgåelige tilbagefald. Uanset hvad vil kravene til medarbejderne være enorme. For nogle vil det betyde intenst arbejde for at kunne genvinde tabt terræn, mens andre vil opleve afskedigelse og økonomiske vanskeligheder. Den måde, som vi arbejder på i fremtiden, kan ændre sig radikalt efter pandemien. Distancearbejde, social distancering, begrænset rejser og forskellige former for kommunikation kan blive den nye norm. For at komme os over pandemiens mange udfordringer bliver vi nødt til at kunne omfavne nye måder at arbejde på med en positiv og proaktiv indstilling. Her er et par forslag til at hjælpe i gendannelsesfasen.
- At tage handling: Gendannelse vil aldrig ske, hvis vi udsætter det. Uanset om det handler om at gå i fitnesscenter, skrive en blog eller komme tilbage til rutinen på arbejdet. Der er mange undskyldninger for, hvorfor vi ikke skaber de forandringer, vi ønsker. “Det var ikke det rigtige tidspunkt,” “Jeg har brug for at føle mig inspireret først,” eller “Jeg starter det i morgen.” Ja, nogle gange er det sandt, og der vil forekomme et øjebliks oplysning, eller vi vil komme til at høre “Rocky”-temasangen spille i vores hoveder, men for de fleste af os kommer motivationen det meste af tiden fra handling og ikke omvendt . Fysiologisk og psykologisk er vi nødt til at få vores krop og hjerne i omdrejninger, for at vi kan få alle cylindre til at køre. Mange af jer vil erkende, at de første par minutters træning kan være de sværeste, eller det at sidde ned for at skrive de første par ord er den mest smertefulde del, eller at komme ud af sengen til endnu en arbejdsdag er den mest udfordrende del af dag. Dette bringer mig til det næste råd.
- Tag kun små skridt: Det første mål kan være det første skridt i processen såsom “at komme ud af sengen”, “at tage telefonen”, “at arrangere et møde” eller “at tage dit løbetøj på.” At udføre det første trin vil meget ofte føre til det andet trin blandt andet fordi, at vores automatiske procedurelige hjerne så vil tage over. Jo oftere vi gør noget, jo mere automatiseret og mindre krævende vil det reelt set føles. Vidste du, at der skal omkring tyve trin til at lave en kop te? At fylde elkedlen er blot det første trin. For mange af os vil bedring fra pandemien være at gå tilbage til de velindøvede rutiner, for andre vil det kræve at gøre tingene anderledes end før.
- Visualisér at gøre det: I min første blog nævnte jeg vigtigheden af at benytte vores fantasi til at udarbejde en positiv tænkning og resultater. Visualisering er meget det samme men med et mere specifikt formål for øje. Sportsfolk benytter visualisering til at forestille sig, at de har perfektioneret deres kunst. Også her skal der findes en advarsel. Visualisering handler ikke om at forestille sig, at du krydser målstregen i et maraton eller at få en kæmpe klapsalve for at lave verdens bedste præsentation. Det handler om at visualisere dig selv, som udfører aktiviteten – forestille dig selv at løbe yndefuldt eller levere en præsentation med selvtillid. Når vi lukker øjnene og visualiserer os selv, der er i gang med denne handling, affyrer vores hjerne de samme neuroner, som hvis vi rent faktisk gjorde det, hvilket forstærker vores nye neurale netværk. Gennem mentalt genhør og øvelse bliver de neurale netværk indlejret og vil blive udløst automatisk, når vi tager vores første skridt i processen (påføre dit løbetøj, tage telefonen, stå på scenen osv.). Faktisk er vores fantasi en realitetsgenerator, som gør vores forventninger til virkelighed.
I min næste og sidste blog vil jeg diskutere den fjerde fase i trivsels-cyklussen i forhold til pandemien. Sådan kan vi trives, lære og vokse efter forandringer og modgang.
